Jeg vil gerne tale om et emne, mange har tæt på livet, og som har fyldt meget i mit liv. Nemlig kropshad og kropsskam.
Vi er konstant omgivet af billeder og idealer om, hvordan vores kroppe bør se ud. Vi bombarderes med reklamer, på sociale medier og i kommentarer fra både fremmede, og dem vi kender, der fortæller os, at vores værd måles i, hvordan vi ser ud.
Men hvad sker der, når vi ikke passer ind i disse snævre standarder?
Først lidt om kropshad og kropsskam. Dernæst skal jeg nok komme ind på min personlige historie.
Kropshad er en stille, men kraftfuld fjende. Det starter ofte som en lille, kritisk stemme i vores hoveder, der fortæller os, at vi ikke er gode nok. Når vi kigger i spejlet og ubevidst retter fokuseret mod det, vi ikke kan lide. En rynke, en delle, strækmærker og appelsinhud. Når denne kritik bliver en daglig vane, kan det udvikle sig til et dybereliggende had til vores egen krop.
Dette had kan være altopslugende. Det kan påvirke, hvordan vi ser os selv, og hvordan vi interagerer med andre. Måske trækker vi os tilbage fra sociale situationer og relationer, fordi vi er bekymrede over, hvordan vi ser ud. Eller måske undgår vi at prøve nye ting, fordi vi frygter, at vores krop ikke vil leve op til andres forventninger.
Kropsskam er en følelse af at være forkert eller utilstrækkelig på grund af vores kroppe. Det kan være, at vi skammer os over vores vægt, vores alder, vores hud, eller noget helt andet. Kropsskam kan være lammende, og den kan få os til at skjule os, både fysisk og mentalt.
Jeg har set, hvordan kropsskam kan påvirke kvinder i alle aldre. Unge piger, der allerede føler sig utilstrækkelige, og ældre kvinder, der kæmper med at acceptere kroppens naturlige ændringer. Det er hjerteskærende at se, hvordan denne skam kan hæmme os fra at leve fuldt ud.
Døjer du med kropshad og kropsskam? Som nævnt ovenfor er rigtig mange utilfredse med sit udseende, hvilket skaber lavt selvværd, tristhed og en følelse af utilstrækkelighed. Lad mig hjælpe dig til en større selvkærlighed og selvaccept.
Min personlige historie med kropshad og kropsskam
Som barn drømte jeg altid om at være en del af de populære. Jeg forstod nok aldrig rigtig, hvorfor nogle blev populære og andre ikke gjorde. Men et var jo ikke blot det ikke at være populær, det var følelsen af at føle sig anderledes og forkert. Jeg ønskede så inderligt at være som de andre, at passe ind og ikke skille mig ud. Men i stedet fandt jeg mig selv på den anden side af spekteret, hvor jeg kæmpede med følelsen af ikke at høre til.
I mine teenageår tog jeg på. Lidt mere end mine jævnaldrende, som jeg husker det, hvilket optog alle mine tanker og al mi energi. Det var forfærdeligt for mig og det kom til at definere mig.
Jeg brugte al min tid på at skjule mine deller, jeg trak maven ind konstant, og gjorde alt for at undgå at skille mig ud. Dette mønster fortsatte langt ind i mine voksenår, hvor jeg stadig holdt min mave inde, hvilket har resulteret i en konstant spænding i min krop og en overfladisk vejrtrækning.
Mit fokus var også rettet mod mine ikke-struttende bryster, mavedellerne, og det faktum, at jeg svedte meget. Disse ting blev til en besættelse, noget der konstant nagede i baghovedet og underminerede min selvtillid og ikke mindst mit selvværd.
Spisefortyrrelse og utallige kure