Min personlige historie om kropshad og
kropsskam
Jeg vil gerne tale om et emne, mange har tæt på livet, og som har fyldt meget i mit liv. Nemlig kropshad og kropsskam.
Som kvinder (og mænd) er vi konstant omgivet af billeder og idealer om, hvordan vores kroppe bør se ud. Vi bombarderes med reklamer, sociale medier og kommentarer fra både fremmede og dem, vi kender, der fortæller os, at vores værd måles i, hvordan vi ser ud.
Men hvad sker der, når vi ikke passer ind i disse snævre standarder?
Først lidt om kropshad og kropsskam. Dernæst skal jeg nok komme ind på min personlige historie.
Kropshad er en stille, men kraftfuld fjende. Det starter ofte som en lille, kritisk stemme i vores hoveder, der fortæller os, at vi ikke er gode nok. Når vi kigger i spejlet og ubevidst retter fokuseret mod det, vi ikke kan lide. En rynke, en delle, strækmærker og appelsinhud. Når denne kritik bliver en daglig vane, kan det udvikle sig til et dybereliggende had til vores egen krop.
Dette had kan være altopslugende. Det kan påvirke, hvordan vi ser os selv, og hvordan vi interagerer med andre. Måske trækker vi os tilbage fra sociale situationer og relationer, fordi vi er bekymrede over, hvordan vi ser ud. Eller måske undgår vi at prøve nye ting, fordi vi frygter, at vores krop ikke vil leve op til andres forventninger.
Kropsskam er en følelse af at være forkert eller utilstrækkelig på grund af vores kroppe. Det kan være, at vi skammer os over vores vægt, vores alder, vores hud, eller noget helt andet. Kropsskam kan være lammende, og den kan få os til at skjule os, både fysisk og mentalt.
Jeg har set, hvordan kropsskam kan påvirke kvinder i alle aldre. Unge piger, der allerede føler sig utilstrækkelige, og ældre kvinder, der kæmper med at acceptere kroppens naturlige ændringer. Det er hjerteskærende at se, hvordan denne skam kan hæmme os fra at leve fuldt ud.
Min personlige historie om kropshad og kropsskam
Som barn drømte jeg altid om at være en del af de populære. Jeg forstod nok aldrig rigtig, hvorfor nogle blev populære og andre ikke gjorde. Men et var jo ikke blot det ikke at være populær, det var følelsen af at føle sig anderledes og forkert. Jeg ønskede så inderligt at være som de andre, at passe ind og ikke skille mig ud. Men i stedet fandt jeg mig selv på den anden side af spekteret, hvor jeg kæmpede med følelsen af ikke at høre til.
I mine teenageår tog jeg på. Lidt mere end mine jævnaldrende, som jeg husker det, hvilket optog alle mine tanker og al mi energi. Det var forfærdeligt for mig og det kom til at definere mig.
Jeg brugte al min tid på at skjule mine deller, jeg trak maven ind konstant, og gjorde alt for at undgå at skille mig ud. Dette mønster fortsatte langt ind i mine voksenår, hvor jeg stadig holdt min mave inde, hvilket har resulteret i en konstant spænding i min krop og en overfladisk vejrtrækning.
Mit fokus var også rettet mod mine ikke-struttende bryster, mavedellerne, og det faktum, at jeg svedte meget. Disse ting blev til en besættelse, noget der konstant nagede i baghovedet og underminerede min selvtillid og ikke mindst mit selvværd.
I slutningen af mine teenageår blev jeg klar over, at jeg led af spiseforstyrrelsen BED (Binge Eating Disorder). På det tidspunkt var der dog meget lidt viden på området, og der var ingen hjælp at hente. Jeg forsøgte at bryde mønsteret ved at kaste mig ud i alverdens slankekure: Nupo, suppekur, Vægtkonsulenterne, Sense, og flere forløb hos diætister, psykologer og madmentorer. De restriktive kure hjalp på vægten, men aldrig på spiseforstyrrelsen. Tværtimod. Og de tabte kilo kom altid tilbage igen.
Først i mine 30’ere begyndte jeg at forstå spiseforstyrrelsern og de bagvedliggende årsager. Jeg opdagede, at jeg hele mit liv har haft så travlt med at please andre, at jeg glemte mig selv. Jeg troede, at mit selvværd ville vokse ved at være noget for andre, men jeg overså min egen værdi i processen.
Jeg begyndte at fokusere på, hvad min krop kunne, i stedet for hvordan den så ud. Jeg er stærk. Jeg har altid været god til sport. Jeg har båret og født to børn. Jeg kan arbejde, synge, danse, feste, grine og græde. Disse ting blev min nye målestok for værdien af min krop.
Jeg lærte, at en krop skal opleves indefra, ikke dømmes udefra. Dette blev mit mantra, ligesom erkendelsen af, at man ikke slipper af med sin spiseforstyrrelse, men lærer at leve med den.
I dag lever jeg med min spiseforstyrrelse. De sidste par år har jeg været hjulpet på vej af medicinen Wegovy. Den dæmper den ufattelige støj i min hjerne og har frigivet uendelige ressourcer, som jeg nu kan bruge på andre ting. For mange er det skamfuldt at fortælle, at de er på medicin, hvad end det er medicin for diabetes, depression, vægt eller noget helt fjerde. Jeg har sluppet den skam fuldstændig. Jeg er i førersædet i mit liv, og for mig er dette den rigtige løsning lige nu.
Hver dag forsøger jeg mit bedste for at holde af min krop. Jeg glædes over min bløde hud, ser på mine strækmærker som minder om at have båret to vidunderlige børn, og ser på min løse hud og mindes de år, hvor jeg vejede meget mere end i dag. Jeg ser på mine muskler og føler mig stærk. Alt dette gør mig glad.
Og ja, der er bestemt tidspunkter – mange endda – hvor min indre kritiker gerne vil fortælle mig noget andet. Men tanker er heldigvis kun tanker. Det er mig, der er Andrea. Med al min vægt, mine kurver, min højde og min brede.
Men her er noget, jeg har lært: selvaccept er muligt. Det kræver tid, tålmodighed og masser af selvkærlighed, men det er muligt at ændre måden, vi ser på vores kroppe.
Start med at udfordre de negative tanker. Når den kritiske stemme dukker op, så spørg dig selv: “Hvorfor føler jeg dette? Hvad er det, min indre kritikker forsøger at beskytte mig mod?
Øv dig i at være venlig mod dig selv. Tal til dig selv, som du ville tale til en god ven eller dit indre barn. Ville du fortælle din veninde, at hun ikke er god nok, fordi hun har nogle ekstra kilo? Nej, vel? Så hvorfor sige det til dig selv?
Og vigtigst af alt: husk, at din værdi ikke ligger i dit ydre. Du er værdifuld, fordi du er dig – med dine unikke erfaringer, din personlighed, dine drømme og ambitioner. Din krop er ikke en fjende, men en trofast følgesvend, der har båret dig gennem livet, gennem alle dets op- og nedture.
At lære at elske og acceptere vores kroppe er ikke en nem proces, men det er en nødvendig en. Det handler om at finde styrke i vores sårbarhed og give slip på den skam, der har holdt os tilbage.