Kommunikation i parforholdet – De fire forbudte

Kommunikation er nøglen til et sundt og velfungerende parforhold, hvilket jeg ser hos hvert eneste par i min klinik.

Alle par vil ind imellem opleve udfordringer med kommunikationen i parforholdet – nogle oplever det desværre ofte. En af grundende er, ar vi nogle gange ubevidst falder i fælder, der skader kommunikationen. Vi oplever at have de samme konflikter og skænderier igen og igen.

Måske du kan genkende følgende tanker: “Hvorfor forstår han mig ikke?” “Hvorfor lytter hun ikke til mig?” Det kan ikke være rigtigt, at vi skal blive ved med at have de samme skænderier!” “Jeg orker ikke denne her samtale mere!”

De gentagne konflikter og ens kommunikationsmønstre skaber en følelse af udmattelse og frustration, og for nogle par en voksende distance, som er meget skadelig for parforholdet.

De forbudte fire

Der er fire kommunikationsmønstre, som kan have særligt negative konsekvenser. Jeg kalder dem “De forbudte fire” og det er vigtigt at være opmærksom på dem, så man kan undgå dem.

Her er “De fire forbudte” og mine bedste råd til, hvordan du undgår dem i dit parforhold.

#1 Optrapning af konflikt

  • Samtalerne stiger i intensitet og ryger af sporet
  • Man begynder at angribe og såre hinanden
  • Det bliver mere vigtigt at få ret, end at forstå sin partner

#1 Løsninger

  • Stop op og bryd optrapningen!
  • Lyt til, hvad din partner siger
  • Sig undskyld og spørg: “Hvad har du brug for?”

#2 Nedgørelse

  • Du gør grin med, overser eller anerkender ikke din partners tanker, følelser, handlinger og oplevelser
  • Du nedgør eller gør grin med din partner foran andre
  • Du anerkender ikke den gode intention, men har fokus på “fejlene”

#2 Løsninger

  • Træn dig selv i at lytte til din partner
  • Tanker, følelser og oplevelser af situationer er IKKE forkerte. De er blot anderledes end dine. Anerkend det din partner oplever, også selvom du ikke er enig, eller selvom du ville have handlet anderledes.
  • Hold fokus på din partners positive intention i sine handlinger

#3 Negative historier

  • Du misforstår din partner, og gør hans/hendes intentioner mere negative, end de er
  • Du tror mere på dine egne negative historier, end på din partners fortælling
  • Du føler dig svigtet, skuffet eller såret, fordi udgangspunktet er de negative historier.

#3 Løsninger

  • Se indad, observer dine egne tanker. Husk, tanker er tanker, tanker er ikke virkeligheden.
  • Spørg din partner, hvordan du skal forstå situationen eller det sagte

#4 Tilbagetrækning

  • Du trækker dig fysisk fra samtalen, når den bliver alvorlig, sårbar eller dyb
  • Du lader som om, du ikke hører, hvad der bliver sagt
  • Du undgår at bringe svære emner op, eller giver den anden ret uden at mene det

#4 Løsninger

  • Spørg dig selv: “Hvad skal der til, for jeg har lyst til at være en del af samtalen?”
  • Skab gode rammer og regler for samtalerne
  • Bed din partner respektere, at det er svært for dig at tale om bestemte emner, og at han/hun skal være tålmodig med dig.

At arbejde med disse fire områder i kommunikationen kan gøre en stor forskel i jeres parforhold. Det handler om at lytte, forstå og møde hinanden med respekt, åbenhed og kærlighed – selv i de svære stunder.

Dette indlæg kan give et godt udgangspunkt, for jer der ønsker at forbedre jeres kommunikation og undgå nogle af de mest almindelige udfordringer.

Kontakt mig, hvis I har brug for hjælp til at komme de samme konflikter til livs. Sammen kan vi dykke ned i jeres typer af konflikter og mønstre i jeres kommunikation.

Kærligst Andrea 

Post Tags :

Share :