Virker parterapi?

At række ud er et modigt første skridt

Når et par rækker ud efter hjælp, sker der noget vigtigt. Det er ofte et stille, men meget modigt øjeblik, hvor to mennesker beslutter sig for at stoppe op og tage deres relation alvorligt. Det føles sårbart at træde ind i et terapirum for første gang, men det er samtidig et tegn på, at I vælger hinanden, og jer selv, til.

Et af de spørgsmål jeg ofte bliver stillet er: “Virker parterapi?”
Forskningen peger på, at parterapi har en positiv og varig effekt for langt de fleste par, særligt når der arbejdes med følelsesmæssig kontakt, tilknytning og forståelse for hinandens indre bevægelser. Men lige så vigtigt som metoden er parrets egen indstilling. Parterapi virker bedst, når begge parter er villige til at møde sig selv ærligt, være nysgerrige på deres egne mønstre og engagere sig i forandringen. Forandring skabes ikke af sig selv – den opstår, når I er villige til at arbejde med det, der står mellem jer.

En tryg og nænsom begyndelse i klinikken

Når et nyt par kommer i min klinik i Lyngby, starter vi altid i et roligt tempo. Nogle vælger at have en kort afklarende telefonsamtale før første møde, mens andre træder direkte ind i rummet. Der er ikke én rigtig måde at begynde på. Det vigtigste er, at det føles trygt for jer. Den tryghed er fundamentet for alt, hvad vi arbejder med.
Den første samtale varer 90 min. hvilket giver plads til at lande og mærke rummet og finde sig trygt til rette i hinandens selskab. Mange par kommer fra en hverdag, hvor de ofte står i hver deres position og forsøger at blive hørt. I terapirummet forsøger vi i stedet at forstå, hvad der foregår mellem jer. Ikke hvem der har ret, men hvad jeres reaktioner dækker over, og hvad I længes efter

Hvad der typisk sker i den første samtale

I den første samtale får vi udfoldet jeres parforhold på en overskuelig og nænsom måde. I fortæller om jer selv, jeres parforholdshistorie, om perioder der har været gode, og om det der fylder nu. Sammen undersøger vi, hvordan jeres mønstre viser sig i hverdagen, og hvilke følelser de vækker i jer hver især.
Det er også her, vi begynder at sætte ord på jeres ønsker og mål. Ikke nødvendigvis som en detaljeret plan, men som en retning for det arbejde, vi skal i gang med. Allerede i denne fase oplever mange par en bevægelse i kontakten, fordi forståelsen får lov at tage mere plads end forsvaret.

Individuelle samtaler giver dybde og tryghed

Efter den første fælles session mødes jeg med jer hver for sig. Det giver en mulighed for at dele jeres individuelle historier, tidligere relationer og gamle beskyttelsesstrategier, som ofte viser sig i parforholdet.
Her får du et rum, hvor du kan tale frit og undersøge, hvordan dine egne erfaringer spiller ind i jeres måde at være sammen på. Når vi forstår os selv tydeligere, bliver det lettere at møde vores partner med ro og nysgerrighed i stedet for at reagere ud fra gamle mønstre.
De individuelle samtaler er en vigtig del af processen, fordi de skaber et fundament af selvindsigt, som senere styrker kontakten mellem jer.
Det er også i den individuelle samtale, du kan blive tydeligere om dine længsler i jeres parforhold, uden hensyntagen til din partner.

Når vi mødes igen, og trådene begynder at samle sig

Når vi ses til den næste fællessession, begynder vi at samle trådene fra det, der er kommet frem.
Det bliver tydeligere, hvorfor bestemte situationer går i hårdknude, og hvordan I hver især forsøger at beskytte jer selv, når noget bliver sårbart.
Det er ofte her, et vendepunkt viser sig. Ikke fordi problemerne forsvinder, men fordi I nu forstår hinanden på en ny måde. Forsvaret bliver mindre nødvendigt, og kontakten kan få lov at åbne sig.
For at skabe den bedst mulige start anbefaler jeg, at de første fire samtaler ligger med cirka en uges mellemrum. Det giver kontinuitet og momentum og gør det muligt at holde fast i den bevægelse, der opstår i rummet. Jeg anbefaler også, at par vælger et samlet forløb, fordi et fælles commitment ofte styrker både processen og den oplevede fremgang.

Hvad der skal til for, at parterapi virker

Parterapi virker bedst, når begge parter møder op med villighed til at undersøge sig selv og hinanden med et åbent blik. Når der er mod til at se på egne mønstre. Når nysgerrighed får lov at fylde mere end skyld. Og når I er villige til at arbejde med det, der er svært, også mellem
sessionerne.
Forandringen sker ikke, fordi rummet i sig selv er magisk, men fordi I mødes i rummet med samme intention og lyst til at skabe forandring – sammen.

Så virker parterapi?
Svaret er ja.

Når rummet er trygt.
Når kontakten får lov at vende tilbage.
Når I møder hinanden med nysgerrighed i stedet for kamp.
Når I har modet til at være i det, der er sårbart.
Parterapi er ikke et quick-fix. Men det kan blive et sted, hvor forståelsen vokser, hvor kommunikationen bliver mere nænsom, og hvor forbindelsen mellem jer får mulighed for at folde sig ud igen.
Og det hele begynder med, at to mennesker tør møde op – sammen.

Kærligst Andrea

Vil du høre mere?

Kontakt mig via formularen herunder.

Fra kontakt til varig udvikling

Din rejse til forandring
– Ét skridt ad gangen

Jeg har gjort processen enkel og tryg. Fra første kontakt og introduktionssamtale til et skræddersyet forløb, guider jeg dig hvert trin af vejen mod større indsigt og balance.

01
Kontakt
Start med at tage kontakt via formularen eller telefon. Vi finder sammen en tid, der passer dig, og afklarer kort dine ønsker og behov.
02
Afklaringssamtale
Den første samtale taler vi om dine udfordringer og mål. Her skaber vi en tryg ramme, lærer hinanden at kende og ser, om terapien er det rette valg for dig
03
Skræddersyet forløb
Hvis vi beslutter at fortsætte, sammensætter vi et personligt tilpasset forløb med de temaer og værktøjer, der matcher dine behov
04
Opfølgning og udvikling
Efter afslutning af forløbet har du mulighed for opfølgende samtaler og videre arbejde med de værktøjer, du har opnået, for at sikre en varig positiv forandring
25 77 07 75 Send mail