Der kan være mange grunde til manglende lyst. I dag vil jeg komme ind på Den manglende lyst, som for mange opleves, når de bliver forældre. Overgangen fra at være to til at blive en familie er en af de mest transformative oplevelser for et par. Børn bringer en utrolig mængde glæde og mening ind i vores liv, men det er også en tid præget af store omvæltninger. Fra skiftende roller til ændringer i vores kroppe, økonomi og prioriteringer. Det er ikke mærkeligt, at parforholdet bliver sat på prøve. Et af de områder, hvor mange oplever denne forandring, er i intimiteten og det seksuelle samvær.
Fra forelskelse til familieliv
Når et barn kommer ind i billedet, opstår der en naturlig ændring i parforholdet. Vi forelsker os i vores børn på samme måde, som vi engang forelskede os i hinanden. Men denne nye kærlighed kan skubbe parforholdet i baggrunden, og der opstår en konkurrence om ressourcerne: tid, energi, opmærksomhed og intimitet.
Vi vil opleve mindre tid sammen, færre dybe samtaler og sjældnere fysisk berøring som nogle af de umiddelbare konsekvenser. Det er derfor ikke overraskende, at mange par oplever dalende sexlyst. Og mens familielivet føles som en velsignelse, kan manglende intimitet efterlade en følelse af distance mellem partnerne.
Familiær tryghed vs. erotisk spænding
Familielivet kræver stabilitet, rutiner, forudsigelighed og ansvar. Det er vigtigt for at skabe en tryg base for barnet. I den proces smider vi bevidst og ubevidst andre dele af os væk. Umodenheden, uansvarligheden, risikovilligheden, uforudsigeligheden, spontaniteten og vores useriøse side.
Men paradokset opstår, når denne familielivets tryghed kolliderer med erotikken i parforholdet. Hvor familielivet blomstrer i det stabile, trives erotikken i det uforudsigelige og spontane. I takt med vi skaber rutiner og gentagelser for at få hverdagen til at hænge sammen for vores familie, risikerer vi at kvæle den spænding, som erotikken lever af. Erotikken vil så at sige kede sig og langsomt visne, og netop her oplever mange par, at de har svært ved at generobre erotikken og intimiteten mellem sig.
Moren får fysisk kontakt med barnet – faren får intet!
For mødre kan den fysiske kontakt med barnet give en følelse af opfyldelse, der minder om den kvindelige seksualitet. Kvinders seksualitet bor i hele kroppen og næres af berøring, sanseindtryk og nærvær – noget der ofte opfyldes i forholdet til barnet. Denne kropslige tilfredsstillelse kan betyde, at behovet for fysisk intimitet med partneren bliver mindre nødvendig.
Dette kan skabe en ubalance i forholdet, især når faren ikke oplever den samme type kontakt. Modstat moren, oplever faren en større hudsult. Det kan medføre en klassisk dynamik: manden tager initiativ til sex, kvinden afslår, manden føler sig afvist og trækker sig, og kvinden får dårlig samvittighed. Enten taler de ikke om det, eller også bebrejder de hinanden.
Det bliver en ond cirkel af misforståelser og følelsesmæssig isolation.
Dilemmaet i at gå fra elskerinde til mor
Mænd oplever også ændringer i deres lyst. For nogle bliver det svært at erotisere kvinden, når hun samtidig er mor til deres barn. Forestillingen om at være intim med en kvinde, der lige har ammet eller født, kan skabe en mental blokering. Dette er ofte knyttet til det, der kaldes “Luder-Madonna-komplekset”, hvor kvinder enten ses som den uskyldige mor eller den erotiske elskerinde – men ikke begge dele på samme tid.
Mænd skal finde måder at se både elskerinden og moderen i deres partner, så de ikke mister den seksuelle forbindelse. Og kvinder skal ligeledes lære at hvile i begge roller.
Er planlagt sex løsningen?
Selvom det kan føles usexet, kan planlagt sex være en nødvendig strategi for at bevare intimiteten i en travl hverdag. At sætte tid af til at være sammen sender det vigtige signal: Vi prioriterer hinanden og vores forhold! Det kan også skabe en mulighed for at forberede sig mentalt og fysisk, så man kan komme ud af hovedet og ned i kroppen, åbne sig stille og roligt op for hinanden.
Selvom det spontane måske er svært at genskabe midt i babygylp og bleskift, kan planlagt intimitet være med til at genoprette den erotiske forbindelse mellem jer.
Ingen forvandling uden handling
At genskabe et stærkt og intimt forhold efter børn kræver tid, omsorg og bevidst opmærksomhed. Det handler om at kommunikere åbent om følelser, ønsker og behov – både de emotionelle og de seksuelle. Og vigtigst af alt handler det om at give hinanden plads til at genopdage hinanden som både forældre og partnere.
Ingen forvandling sker uden handling. Ved at tage initiativ, planlægge tid til hinanden og arbejde aktivt på at genopbygge intimiteten, kan par styrke deres forhold og finde en ny balance, hvor både familie og erotik kan blomstre.
Forholdet mellem jer er fundamentet for den familie, I har skabt – og det fortjener al den opmærksomhed og kærlighed, I kan give det.
Har du og din partner brug for støtte til at genetablere erotikken i jeres forhold, er jeg klar til at hjælpe jer på vej. Ring til mig for en gratis og uforpligtende samtale! Book samtalen lige her!